IMG_6881

DEN KREATIVE KLASSE TIL FREDAGSBAR

- Børsen 7 juni 2005

IT-iværksætterne havde før det store dotcom-crash deres First Tuesday-møder, hvor iværksætterne og investorerne mødtes og netværkede – fagligt og socialt.
Den nye kreative klasse af unge i 30´erne har fået et tilsvarende mødested at netværke på det faglige og sociale plan. Det er Fredagsbaren, der er startet af designeren og iværksætteren Kristine Foss for fire år siden og fungerer i den samme løse struktur som First Tuesday. Møderne finder sted på skiftende trendy steder i København, hvor den kreative klasse i forvejen har der gang – Hotel Sankt Petri, Hotel Admiral, Cafe Aporta, Park – for blot at nævne nogle enkelte af de steder, hvor Fredagsbaren har været holdt.

E-mailinvitationer

Der er heller ikke noget fast system i, hvornår arrangementet finder sted. En invitation med mødedato sendes ud med e-mail to-tre uger inden. Mødestedet offentliggøres først to dage inden arrangementet, hvor de udvalgte deltagere også får et varsel pr. mail. Denne uforudsigelighed giver arrangementerne en duft af noget nyt og spændende hver gang. Ifølge Kristine Foss, der har fået Morten Drastrup med i kompagniskab om Fredagsbaren, deltager 2-300 hver gang ud af ca. 700 potentielle deltagere. Rekrutteringen foregår ved anbefaling på den måde, at Kristine Foss og Morten Drastrup oprindelig har inviteret deres venner, som så har inviteret deres venner osv.

Kosmopolitter letter

Det seneste arrangement i Fredagsbaren foregik i Kunstforeningen på Gl. Strand i København, hvor både de indendørs kunstudstillingslokaler og udendørs lokaliteter i gården blev taget i brug – i den rette kreative stemning, da kunstforeningens lokaler netop i øjeblikket lægger vægge til Exit-udstillingen med Akademiets afgangselever.
Fredagsbarens succes har givet stødet til et nyt initiativ for den kreative klasse – Flying Cosmoes, som henvender sig til kosmopolitter, der er vant til at rejse og arbejder meget og derfor gerne vil holde korte, intense ”brakes” med ligesindede mennesker. Første tur bliver på springende geysere, da rejsen går til Reykjavik i Island.